Om mig

cropped-Niklas-af-LINDA-JOHANSEN.jpg

Jeg er skribent. Jeg kan lide at skrive. Og jeg bilder mig endda selv ind, at jeg kan finde ud af det. I en verden med mere udtryk end indhold, forsøger jeg på min egen måde at finde substans og mening i selve teksten. Og det er ikke så afgørende, om der er tale om en artikel, et nyhedsbrev eller en pressemeddelelse.

Jeg er uddannet journalist fra RUC, og der er stort set ikke gået en dag i dette årtusinde, uden at jeg har skrevet en artikel eller en tekst. Om min universitetstid sagde min bror engang. ’Du bruger fem år på at lære at skrive akademisk og resten af livet på at vænne dig af med det igen.’ Jeg synes efterhånden, at jeg behersker begge dele, og jeg er vant til at skrive og omgås alle slags mennesker med alle slags talenter, behov, ønsker, håb og drømme.

I de senere år har jeg kastet mig over mobiljournalistikken, som for mig at se er fremtidens medie. Med et minimum af udstyr kan en enkelt person fortælle historier med billeder og lyd i en kvalitet, der er som skræddersyet til nettet. Et medie jeg har et mere indgående kendskab til end de fleste efter ti års tjeneste på landets travleste netavis ekstrabladet.dk, hvor jeg har været med i den fortløbende og altid foranderlige opbygningsproces.

Jeg har ligeledes undervist både som gymnasielærer og højskolelærer i kommunikation/it samt mobile journalism.